STJERNERNE KALDER, DIGTSAMLING FRA 1990

STJERNERNE KALDER

DIGTE

SKREVET & ILLUSTRERET

OSCAR VELA

 

Multikunstneren Oscar Vela er født i Colombia

i 1959 af spansk mor og svensk far.

I 1968
kom han og hans familie til Danmark.

 

 

STJERNERNE KALDER

Udgivet på Kunstfabrikkens Forlag, Boulevarden 26 over gården,
Tryk: Nordjyllands Bogtrykkeri, Aalborg

Printed in Denmark 1990

ISBN 87-89518-00-4

 

 

 

 

 

 

      HEKSENS TRIUMF. 1-2-3.

 

1

Heksens dans, møde med horisontens linie

de mørke lokker danser i vindens favn

hendes krop dampende hed.

 

Se

se hende i morgengryet

bliver et med tågen

med kragens latter,

hun ler

fordi hun er fri, fri

og mørket betager.

 

Hun sender ingen skygge

thi hun er natten

hun revser

livets spot

hun er stærkere end aldrig før

hun er farlig, hun er kvinde.

 

Hun er kattens lige

hun har månen i s i n favn

øjnene kraftfulde, tænder lys i mørket

hun rider på sit skaft med latter

og blottet bryst.

 

Må hun aldrig forsvinde

heksen i kvinden.

2

 

Jeg så hende flyve

over mark og hus

så klart, som du ved min side står.

 

Hun føltes varm

hun syntes kold

glat som en ål.

 

Jeg brændte mig på hendes læber

hun var ikke kysk, hun var kåd

hun føltes som et bål,

et bryst i oprør

et farligt smil

heksen rummer vid.

 

Kom ikke i nærheden

af et heksetræf,

der sydes, der koges

det farligste bryg

de drikker en drik, som de ingen mand vil byde.

 

Over kirketårnet hun flyver

med fane til kamp

hun kæmper for skødets rigdomme

for enhver kvindesjæl

de brændte hende i går

blot for at fødes på ny i dag

jeg så hende flyve

over mark og hus

så klart, som du ved min s i d e står.

 

3

 

Hun kan hele, hun kan slås

hun er mere end mandens lige

hun bruger ikke spillets tricks og regler.

De siger hun er en skøge

at hun ikke er kvinde

at hun er djævlens veninde.

 

Nej ikke ond ikke gal

blot hel

med lyset med mørket

hel med sine inderste gange

hun kendte til æblet før slangen.

DU BLOMSTREDE IKKE ENE. 1-2-3-4-5.

 

1

Du blomstrede ikke ene,

du så havet

du så klitten,

hvilende på græsset grønt

sendte du kys til skyerne.

 

Jordens puls

fulgte natten, fulgte dagen

de tunge skyer passerede

som vellastede skibe.

 

Og nu, du nyfødt

på græsset ligger

vædet af morgenrim

skal du vide

du blomstrer ikke ene

der er farver, der er toner

der er ord til lyset, til natten

sjælens veje følger mange stier

de første følger du med os

og senere følger du egne veje

men aldrig ene

i natten i dagen er der pulsen.

 

 

 

 

2

EN BLOMST PÅ MIN VEJ.

 

En blomst på min vej

så rød, så kåd.

 

En blomst på min vej

midt i den bølgende lysegule mark

den svajer sin stilk

bøjer sin krone

hilser mig.

 

En blomst på min vej

åh hvilken pragt

hvilken koket latter

hvilket svaj

den taler til mig

i farvernes sprog

så fin, så f i n

byder den sig til

så stærk så blændende er den klædt

i sin røde pragt

og dog så sart, så sart

så jeg plukker dig ej

kysser dig på panden,

lev vel, lev vel

du røde valmue

så rød, så kåd

lev vel med al din pragt.

 

3

 

E t væsen på vej

”hvem er du”

jeg?

jeg er frøet

jeg er blomsten

og livet venter mig.

 

E t væsen på vej

”hvorfor nu?”

jeg kender sekundet, timerne, dagen og månederne,

og året skal jeg lære a t kende

livet venter mig.

 

E t væsen på vej

”hvad v i l du?”

se, smage, føle, høre

nu da det er min tur,

sanse dagen og natten

og finde ud af, hvad jeg vil gøre af den

livet venter mig.

 

E t væsen på vej

til livet blev jeg født

for at blive livet

døden venter mig.

 

 

4

 

I dag, i dag fulgte jeg blæsten

fløj med fuglene, svævede som en ballon,

med fugleøjne og skyernes højde,

blev markerne kantede

og søerne til vandpytter

skovene til karse

husene til legetøj

og menneskene til myrer.

 

I fuglehøjde var alle lige

og alt var alles

i fuglehøjde syntes verden grøn og havet blåt

og verden ren som nyfaldet sne.

 

I fuglehøjde

taler man fuglenes sprog

er nærmere solen og nærmere månen.

i fuglehøjde taler alle næb

der kan ingen vrede intet had nå

fordi der er mennesker

så små

så små.

 

5

STJERNERNE KALDER.

Stjernernes lys er som klokkesang

og hvis jeg en stjerne var

lyste jeg på de enfoldiges vej.

 

Stjernen belyser længselen

stjernerne er livets og mørkets øjne

stjernernes kys stræbte jeg efter

som månen der søgte havet.

 

De gamle talte om de mange stjerner

i deres tid,

og så få der nu syntes at være

vi fik nu lyset fra strøm og kontakter

og stjernerne blev få

skal det virkelig være så

at vi for evigt skal miste

det lysende naturlige sidste.

 

Stjernerne kalder, jeg er på vej

livet jeg slipper

for at blive en lysende plet

på kærlighedens vej.

Nej det gik ikke uden tårer

at møde glæden, at møde sorgen

atter smiler jeg, selv om jeg er på vej

jeg ved nu, at jeg vinder jer alle

når jeg på himlen bliver en lysende stjerne.

MINE BARNDOMS MARKER. 1-2-3-4.

 

1

På markernes linjer

spirer der korn

op af jorden de grønne kravler

for at slette sulten på vor jord.

 

Den brune jord de grønne spirer

det blide vand

gør mennesket rigere.

 

Er det da ikke en gave

det fra jorden vokser

hvorfor lytter vi ikke

til det grønne sprog

som fra jorden gror

thi det er det, der giver liv

til markens linjer

lyt mere til jorden

det er der, det gror.

2

 

Uendelig er himlen blå

når jeg på marken ligger

og tygger mine strå

det spirer, der er liv i den grå muld.

 

Liv til musen, agerhønen

ræv og fasan

så længe marken sundt gror.

 

Lige nu passerer skyerne som luftskibe forbi

mens verden drejer

og fugle endnu synes fuglefri

de hvide måger flyver stadig over markerne

langt bort fra havet

hvad er der med den.

 

Uendelig er himlen blå

så længe vil jeg se på

det gule hav

de grønne grene

og den vilde svane.

 

Så længe himlen er blå.

 

 

 

 

 

3

 

Hvor rige, hvor lykkelige

var ikke vore børns lege

på den bølgende frodige mark

der nåede os til livet.

 

Hvor nær var ikke duften af græs

af muldvarp

af æbler og vilde bær

på gården, på marken

når vi på bakken

stirrede med barnedrømme

på himlen blå.

 

 

 

 

 

 

4

 

Når blæsten om poplerne tog fat

blæste på busk, blæste på tage

for senere at finde marken bølgende hvid

glinsende uberørt lyste marken hvid

til vi børn

velsignede bakkerne

med kælke og hvin.

 

Vi glemte kulden

og vore vanter

når vi med fryd

ad bakken gled

snebolde blev der kastet

og latteren fulgte hvert et skridt

trætte og kåde

vendte v i hjem, med røde kinder

kolde fingre, og kolde tæer.

 

I mørket ligger marken så stille

kun månen lyser, i det høje

på sneen hvid

det blæser atter så stille

i denne vinternat

så mægtig er den ro

at den dvæler mig i søvn

for senere