Digte fra 1981-2006

With silence i Will love you from distance, with silence Will My Kisses came to you in the morning when you wake up, and when you go to sleep at night. With silence i Will sleep at your side in My Dreams. Oscar Vela. 2018

Let's dance digt fra 2016

Let's dance Lad kropene flamme for en stund
Lad mine hænder tage om dit liv, og lad bevægelserne føre os på afveje for en stund.

 

Let's dance 
tonerne fanger kroppene og rytmen for dine hofter til at synge 
lokker, og kalder og de gengældes, smilene varmer, krop, og sind

 

Let's dance 
en dråbe fra min pande lander blødt på dine brysters fylde 
din hals byder sig til, lige som toner der vikler sig om vores kroppe der bliver til et, 
en tæt omklamrende tosomhed for en stund,

for en stund
er verden ude, ude, musikken inde som det lim der binder os sammen i en rytmisk enhed
for en stund, for en stund er jeg din kavaler, og du er i min favn smilene kropene er synkron, og vores panderne er udadskellige, for en stund

i en brøkdel ude af krop, ud af sind
læber der lige nænsomt berør kinden, øjne der glimter i kaskader af stjerneskud og i denne stund fortæller de alt der er værd at vide.

Let's dance 
let's dance 
Let's dance. Oscar Vela

Spørgsmålet er fra digtsamling det Det blå rum, udgivet 1985.
 

SPØRGSMÅLET

 

Det er et spørgsmål om alt eller intet

nej det er et spørgsmål om det, netop det

alt og intet

om det nye

om det gamle

det er et spørgsmål om alt det der kommer

Om alt det der går.

Tiden slår sprækker

man falder,

man flyver op igen

spørgsmålet. Det nye

det der kommer

det der har været, det er godt det samme.

Det er spørgsmålet

ikke om du eller jeg, måske

Er det spørgsmålet.

Det har været forår, sommer og efterår

tiden kysser, krammer

kys mig længe

thi jeg er bange for natten

er det spørgsmålet, kysset?

Tiden kommer hurtigt, men altid nærmere punktet.

Er det spørgsmålet

stjernerne

at flyve langt bort herfra

og finde mig selv alle steder og ingen

Er der spørgsmålet.

Er der Jer mennesker nede på jorden

er det jer tanker, fantasier, drømme

Er det spørgsmålet.

Dansen, dansen, kroppen, bevægelse, sveden, skridt,

øjne der lukker sig og sanser sit inderste

og mærker elskovsdansen for atter at fødes på ny

Er det spørgsmålet.

2 digte fra digtsamlingen 
stjernerne kalder. Udgivet 1990

 

 

Som fugle kender vi


Som fugle kender vi

skyernes dufte og fylde

som fugle

følger vi stjernernes ruter

for at gense vor sjæls fødested.

 

Atter og atter er vi på træk

i vor dybeste gange

for at finde livets ruter.

 

Som fugle

Sang vi vindes sange,

I årstidernes vandring, fulgte vi forårets spor

kun som fugle

kunne vi følge sol fortællingens lys

at være et med grønt på jord og livets vande

et med jordens ringe

for at søge og finde

og synge Taos sang

bag de hvide bjerge.

 

Kun som fugle kan ve se hvor små menneskene

Egentlig er

I jordens fylde.

 

Uden fugle, ser vi aldrig perspektivet

Red fuglene

Ikke mindst fordi de bærer Taos sange.

 

Hvis mennesket var et træ.


Hvis mennesket var et træ

Kunne de have frugter i deres hoveder

Give livet ilt

Være bolig for fugle

 

Hvis menneske var et træ

gav det skygge

gav det læ

 

Hvis mennesket var et træ

ville dyrene trives

og fuglene atter synge

på dets skuldre ville egernet kravle

og storken bygge rede.

 

Hvorfor sætter mennesket ære

I at fælde trær.

 


3 Digte fra digtsamlingen 
Lysbrydning fra en regndråbe. Udgivet 2005 

DET

Udelelige

Liv og Død

Gø og Gokke

 

Frygt ikke dødens lugt

Men

Uddunstninger

Fra de levendes løgne og bedrag

 

Gok jagten på GULDET

Efter dem der gemmer deres hjerte i en bankboks

Da hjertet og lykke

Er

UDELELIGE

                                                      *

 

EN PÅ KASSEN

Jeg maler og maler

Og

Skriver til natten har enden

Jeg danser til dråbernes sang

Når de igennem taget falder ned i en spand

SÅ er det jeg gang på gang bliver spurt

GIVER DET KASSE

At male at skrive at danse

HVIS IKKE

ER DET NOGET LORT

SÅ er det jeg siger

EN KASSE

Er et legeme hvor alle sider er

Rektangler

MEN JEG VIL NOGET ANDET

ER NOGET ANDET EN

PENROSE TRIBAR

 

HVABEHAR

*


 

TE, AMATA, CAPIO

Vores kærlighed vil brænde

Evigt

Som Vestas hellige ild

 

KÆRLIGHED KÆRLIGHED

KÆRLIGHED

Hvor

Ubegrænset

Mangfoldigt

Kompleks

Som et fraktal af Mandelbrots mængde

ER kærlighed en kilde

Til evige forbløffelse

 

Når det repræsentative punkt KÆRLIGHED

Kommer ind i et menneske

Bevæger det sig rundt på en meget kompliceret

Og stort set

Tilfældig måde

Et signal om, at systemet opfører sig

KAOTISK og UFORUDSIGELIGT

 

Eksistensen af kærlighed tiltrækker

Er derfor tegn på kaos

Jeg ser på dine øjne og læser

TE, AMATA, CAPIO

                                                                          *


3
Digte fra digtsamlingen
Lægsel er håbets søster. Udgivet 2006




Sider på en bænk

 

Sider på en bænk

Kikker på

På fremtidens starletter

 

Jeg elsker foråret

Med al den eufori

Og håb

Men på en varm sommer dag

kan alle kvinder være smukke

 

Duerne vandre nikkende rundt om sig selv

Nu og da flyver de forskrækket

Op i luften

De stridsvante nikker bare vider

Som et folk der er vant til at

Blive terroriseret

Livet skal jo gå vider

 

Sider på en bænk

Uden mål og jag

Jeg lader andre om at flaner

Nyder menneskene på afstand

Alle er på vej mod et mål

Håber at de for scoret

Så smilet og glæden

Genfindes i deres stivnede ansigter

 

Sider på en bænk

En street smart ung fyr

Med tatoveret overarme på størrelse

Med en middelalderlig amerikansk

Overflods kvindes lår

Vifter mig om næsen

Med et spil kort,

Kasketten sider på sned

En sveddråbe løber ned ad af

Hans tænding og rammer

Den tunge guldkæde der

Pryder hans pitbull nakke,

Så åbner han sin kannibal mund

Og spørger

!Er du en player

jeg kikker på hans pupiller

der er på størrelse

med jul kapsler,

tager mig god tid til at svare

kikker ned på mit skød

løfter hoved, ser på ham igen

og svare

i vores mest intime øjeblikke

tager vi alle en spiller

for vore herre,

mens jeg rækker ham en tyver,

her køb dig en øl

vi kan alle

trænge til noget svalende

i denne varme

han tøver et øjeblik

mit smil er der stadig

han tager i mod

og er den der er strøget

 

sider på en bænk

ser på benene, kjolerne

ser på de store, de tynde

og dem imellem

ung fast gammel løst

 

sider på en bænk

på strøget

i byen København

i landet Danmark

Norden, Skandinavien

Europa

På en planet kaldet Jorden

En lille prik i universet

Hvor der sider en

Lille mand

Og ser på en flod af skikkelser

Der passer forbi

Som en stjernebestrøet mælkevej

 

På denne jord

Er kvinder nu engang

Det smukkeste

man kan se, når man er

En mand på en bænk

På en varm sommer dag

Og de dejlige skikkelser viser vej 
                *


 

De utæmmede

 

Dybest i sindet

I Det barnlig, paddestadiet

Der altid dukker op

Uventede, upassende

Det rå slebet

Her og nu

Behov uden vaklen

Uden filter og civilisation

Er det os?

 

Utæmmede

I samfundets maskineri

Der i al sin magt forsøger at gøre os til

Slagteoffer for det forløjede

Kollektiv afpresning

 

De utæmmede

Offers som offerlam

Så de såkaldte tilpassede

Kan lutres i lammets blod  

 

Medicin, underholdning

Er et, industri for de tilpassede

For de tilpassede,

bredes der den røde løber ud

På vej mod udsalgskatedralers

Ligegyldige Babylons tårne,

for de umættede

Forbrugs hungrende bændelorme

For de civiliseredes ligegyldigheder

Er den røde løber altid spredt ud

 

De utæmmede

Ser vi ikke

de kryber langs murene

de tåler ikke dagens lys

de bliver evige jagtede

de er fredsløse og fortjener kun straf

de er uproduktive

 

De utæmmede

Skal opdrages

de skal ikke lugte

de passer ikke inde billede

af os

hvem er os

hvem har valgt os

hvem dikter os om os

har jeg afgivet en stemme

NEJ

 

De utæmmede

utilpassede

Er selve udviklings platformens moder

Jeg vil til nød splejses

Men ikke gensplejses

 

Mangfoldighed

Farvespektre

Klange, kreativitet

Det uventede

Det åbnede lærredet

Det vide papir

ubrudte sten

Det ukendte i morgen

Kultur, Ikke monokultur

Rummelighed, ikke fængsels rum

Samfunds rig, ikke bare rig i samfundet

 

ER det frie valg

Et moralsk valg

 

Ikke bare prosak glad, men bare glad i låget

Ikke bare uhæmmede, men bare utæmmede

Ikke bare tilpas, men bare utilpas

Ikke bare kostbar, men bar.

                 *



 

 Ensomhed

 

Ensomhed kan lukke

Årtusindet ude

 

Jeg samler en sten op

Kærligheden har gjort

Den glat og rund

Forelskelsen er som en tændstik

 

Jeg er viklet ind i væltede telefonmaster

Og brudte ledninger der ikke når at

Sende sine afsenders budskaber

De ligger nu og spyr gnister, vrider sig

som gale slanger

for til sidst at fremstå forkullede, stumme

med en stank af død

budskaberne ligger der spredt efterladte

som hengemte børn

hvem savner dem

 

Som forvildede stankelben

kikkede vi ud af ruden

og vidste at vi skulle dø

men drømmene blev frigjorte

fra vores hjerner

for om natten blomstrede de gerne frie

til dugen falder på

og solen bryder igennem,

fordi det onde følges af det gode

i beslutsomhedens ubeslutsomhed

 

Ingen flugtmuligheder

Nå mennesket bliver til rotter

Fortærende alle træer alle blade

Det er krig

Der ønskes

Der er skrig

Der er skrig

 

Der er afvisning

Ved grænser

Angsten følger dagen.

Mens der jagtes efter guld og gud

Bliver vi kørt rundt i manegen

Vi hør sirenernes lokkende sang

Med de forgyldte sovepuder.

 

Jeg er sandkornet

Alle sange burde frigøres

Fordi drømmere kan dø

Fordi længsel kan dø i det skjulte

Jeg er sandkornet i dit øje

Ret blikket

Se, se det er

Rødt

Rødt,

Vores blod

Vores blod stråler i solen

Jeg er kommet ind i din verden

Jeg er vågen

Jeg lytter

 

Livet kan være fuldendt

En dag hvor kærligheden

Gør blind

Tender ild, bære gaven frem

Som den første spire i sneen

Bekræfter

At alt ikke behøver at komme

Fra himmelen.

Du spørger atter om hvem jeg er

Hvad det er jeg bær

Jeg er den der rejser

Og skubber drømmene op af jorden

Og ikke kender nogen gud,

Kun de lamper der tændes af det lys

Som stilheden befrugter.

 

Jeg går over isen

Inden rosen visner i mit bryst

Ikke for at tage afsked

Ikke iklædt i sort.

Solen kysser min pande

Isen bryder op

Er jeg en engel

Der drukner

Der drukner

I poesiens dybe blå hav,

Vil ådsler få gavn

Af resterne af min krop

Vil der skrives nekrologer,

Jeg tror det næppe

Men der burde stå i neon

Han gik planken ud.