Bag den ildevarslende titel finder man en barok psykologisk thriller om to celebrity-søstre, der begge går til grunde i en bizar, opslidende magtkamp. Superdivaerne Bette Davis og Joan Crawford, som i virkeligheden havde et notorisk rivaliserende forhold, spiller sammen for første og eneste gang.

Baby Jane Hudson var engang en berømt barnestjerne, der sammen med farmand optrådte på diverse varieté-teatre med sang og dans, mens hendes misundelige søster Blanche surmulede i kulissen. Som voksne er forholdet det omvendte: Blanche er blevet en feteret filmstjerne, mens Jane har mistet sit talent. I prologen aner vi, at Jane tilsyneladende påkørte søsteren i en rasende brandert, hvorefter Blanche blev invalid.

I deres alderdom bor de sammen i Rudolph Valentinos gamle Hollywood-palæ. Jane (Davis) er blevet en hysterisk, fordrukken furie, der fungerer som opvarter og sadistisk fangevogter for Blanche (Crawford), der er bundet til en kørestol. Alt imens ondskabsfuldhederne bliver grovere og grovere, forsøger Baby Jane at genopvække fordums storhed sammen med en forhutlet pianist (Victor Buono). Jane har - ligesom Gloria Swanson i Sunset Boulevard (1950) - mistet enhver realitetssans omkring sit eget talent og opfatter sig selv som en levende legende. Scenen, hvor hun øver sig på sin gamle kendingssang med dukkekjole og hæs, omtåget drankerrøst, er særlig skrækindjagende.

Alfred Hitchcock Præsenterer Sunset Boulevard
What Ever Happened to Baby Jane? (1962) er tydeligvis meget påvirket af Hitchcock, og instruktøren Robert Aldrich forsøger bestemt heller ikke at lægge skjul på sin inspirationskilde. Det tilbagevendende fokus på trappen associerer ofte til Psycho (1960), og Baby Jane havde næppe set dagens lys, hvis det ikke var for Hitchcocks skelsættende skrækfilm. Naboen hedder meget passende Mrs. Bates, ligesom en sidehandling med pianisten og hans mor er en åbenlys homage til Mesteren.

Bette Davis ligner og spiller som en afsindig drag queen med en respektindgydende mangel på forfængelighed, men det skingre overspil går heldigvis fint i spand med den overordnede barokke tone, og rollen som Baby Jane har en fremtrædende plads i filmkunstens store, ærværdige skurkegalleri; tragisk, skræmmende og morsom på samme tid. Joan Crawford er anderledes realistisk som den terroriserede Blanche og excellerer i den forpinte spillestil, som efterhånden blev hendes varemærke. Det er et klassisk møde mellem to giganter i amerikansk filmhistorie og optagelserne er naturligvis siden blevet mytologiserede med vilde rygter om de to divaer. Bette Davis skulle således angiveligt have sparket Joan Crawford så hårdt i hovedet under et fingeret slagsmål, at hun måtte sys, og Crawford fyldte på sin side lommerne med vægtlodder, så hun var ekstra tung, når Davis skulle slæbe rundt på hende. Det er svært at tro på, men this is the stuff that movie-dreams are made of.

Den unødvendigt lange spilletid (129 min) og en række åbenlyse urimeligheder i plottet (hvorfor råber Blanche ikke bare på hjælp ud af vinduet?) svækker helhedsindtrykket, men ellers er filmen en grusom fornøjelse fra ende til anden. Man kan ikke lade være med at gyse over, hvor mange tossede Baby Janes, der i virkeligheden bor bag Hollywood-paladsernes tykke mure.

Filmen blev en stor succes med 5 Oscar-nomineringer til følge (bl.a. til Bette Davis, som beskyldte Crawford for at stå bag, da hun ikke vandt). Robert Aldrich og Davis fulgte straks succesen op med den beslægtede Hush... Hush, Sweet Charlotte (1964) - også kendt som What Ever Happened to Cousin Charlotte?